NOTITS / KULTUR / 14. AUG • 13:00


Selv om bordtennisspillerne på Aakirkeby Idrætsforenings 60+-hold er godt oppe i årene, gør de stadig alt, hvad de kan for at dygtiggøre sig.
Selv om der først tages hul på vintersæsonen mandag 7. september, så havde de gæve AaIF-spillere forleden inviteret træneren for Sakskøbing Bordtennis Klub, Ole Herman, på besøg for at give dem en lektion i verdens hurtigste boldspil.
– Der var ikke færre end tolv medlemmer, der var mødt op, og vi havde en meget lærerig formiddag, fortæller initiativtageren til 60+holdet i Aakirkeby, Ivar Bilenberg.
AaIF-veteranerne har kun spillet i ét år, men fremmødet har været så godt, så man i den kommende sæson har fået tildelt to træningstider i Aakirkeby Hallerne, mandag klokken 10-12 og onsdag klokken 19.00-20.30.
– Så gælder det bare om at møde op. Alle er velkomne, lyder det fra Ivar Bilenberg.
